Ginger Ninja

Ginger Ninja - Sorte udenpå og lyserøde indeni

De danske debutanter tør både smile til publikum og række ud efter poppen på energisk debutalbum. Det følger op på sommerhittet "Sunshine" og det Bandbase.dk-legat, de vandt i 2009.

De hele begyndte med, at de droppede musikken. Ikke sådan at de smed deres instrumenter i en bunke, hældte benzin over dem og tændte en tændstik. Mere sådan, at nu skulle musik bare være en fritidssyssel. Men så snart, der slap et par småbidder ud fra deres øver, var interessen der.

Nu - efter blot at have eksisteret i to år - kan Ginger Ninja præsentere deres første album "Wicked Map ", og det sker efter et år, hvor støjen omkring bandet kun har vokset sig større og større. Den tog for alvor til, da bandet blev 2009's modtagere af BandBase.dk-legatet - senere fulgte koncerter ved Spot Festival, Start! Festival og Roskilde Festival. Og gennem hele sommeren var singlen "Sunshine" blandt de allermest spillede sange på P3. Senest har Tim Christensen håndplukket dem til at varme op på Dizzy Mizz Lizzys imødesete turné til foråret.

Årsagen til det gik sådan? Ginger Ninja mestrer fra første færd at ramme en uhøjtidelig tone både på plade og til deres koncerter og er med til at fylde et tomrum for de, der ikke har noget imod, at musik får dig til at smile. For bag bandets fyrige elektrorock ligger en ægte begejstring ved den helt simple popsang.

- Vi er ikke bange for pop, selv om vi er et rockband i ånden. For vi er fire fyre, som står sammen og er fælles om at ville frem. Det er det, billedet af et rockband står for. Derfor kan man godt række ud efter poppen, siger forsanger og guitarist Henrik Hamilton og bassist Carl Riestra Rasmussen sætter trumf på:

- Vi er sorte udenpå og lyserøde indeni.

Den lyst til at stryge både med og mod hårene gør også, at de lister påvirkninger op i øst og vest - fra rock 'n' rolls vugge over 1980'erne store armbevægelser til nutidens ind- og udenlandske indie- og popfænomener. Som guitarist Rasmus Søby Andersen drister sig til at sige:

- Du må ikke skrive det, men egentlig synes jeg, at Medina er ret sej ...

Og selv om der ikke er noget slægtskab mellem poptøsen og Ginger Ninja i ord og toner, indkredser det øjebliks ærlighed essensen af bandet. Sangene må sgu godt være slynget lige fjæset på dig med selvtillid og energi.

Derfor dømmer de som udgangspunkt intet ude, når de skriver. Numrene opstår spontant ud fra en guitarfigur, en basgang, en rytme eller andet, som lige dukker op, når bandet øver - og så jammer de sig i lang udstrækning frem til resten.

- Hvis der er et dogme om vores musik, så er det, at der ikke er nogen dogmer, konstater Carl Riestra Rasmussen.

For kvartetten består af fire individer med hver deres udgangspunkt og hver deres smag, og det er blevet destilleret ned til et konsekvent udtryk på " Wicked Map",  hvor spilleglæden har styret retningen. Sanger og guitarist Henrik Hamilton er dirigenten, legebarnet, den største musikhistoriske nørd og manden bag lyrikkens understrøm af melankoli og alvor. Guitarist Rasmus Søby Andersen er den uskolede, arbejdsivrige innovator. Bassist Carl Riestra Rasmussen er den følsomme ekspressionist med det enorme gehør. Og trommeslager Johan Luth Animal fra "Muppet Show" - det utæmmede dyr, som ikke kun slår på trommeskindet.

Midt i det maskinrum har producer Fridolin Nordsø skruet op og ned for knapperne. Det fælles mål har været klart: At formidle den kraftudladning medlemmernes samlede input skaber så klart som muligt.

- Vi er ikke et band, som tager en maske på - du ser eller hører bare Henrik, Rasmus, Johan og Carl fyre den af og have det sjovt. Vi skal være reelle og ærlige over for, hvem vi er, siger Carl Riestra Rasmussen og smiler:

- Vi er heller ikke skidegode til at posere.

 

  

 

Koncerter - Ginger Ninja

10.09.2010 Lovelite / Popkomm, Berlin
Se touren
11.09.2010 Ravelinen - "Oktuborg Fest", Kbh K
Se touren
25.09.2010 Reberbahn festival - Indra, Hamburg
Se touren
01.10.2010 Toldkammeret, Helsingør
Se touren
02.10.2010 Stars, Vordingborg
Se touren
05.10.2010 Studenterhuset, Ålborg Ø
Se touren
09.10.2010 Forbrændingen, Albertslund
Se touren
15.10.2010 Templet, Lyngby
Se touren
16.10.2010 Pitstop, Kolding
Se touren
22.10.2010 Store Vega, København
Se touren
28.10.2010 Greve Ungdomscenter, Greve
Se touren
29.10.2010 Bygningen, Vejle
Se touren
30.10.2010 Paletten, Viborg
Se touren
05.11.2010 Kulturhuset Pavillionen, Grenå
Se touren
06.11.2010 Tobaksgården 7, Assens
Se touren
18.11.2010 Det Musiske Hus, Frederikshavn
Se touren
20.11.2010 Kulturmaskinen, Odense C
Se touren
26.11.2010 Kulisselageret, Horsens
Se touren
27.11.2010 Elværket, Holbæk
Se touren
03.12.2010 Sønderborghus, Sønderborg
Se touren