Artister
DR Big Band
Listen over de verdensberømte musikere, som siden orkestrets fødsel i 1964 har optrådt med DR Big Band, er nærmest en "Who´s who" inden for jazz. Store dirigenter og kapelmestre som fx Ib Glindemann, Niels Jørgen Steen, Palle Mikkelborg og den herboende amerikaner Thad Jones hev i tidernes morgen det ene verdensnavn efter det andet til Danmark for at optræde med DR Big Band. Orkestrets renommé var - og er - så stort rundt omkring i verden, at ingen siger nej til en invitation, og derfor har mange af jazzens allerstørste personligheder som Dexter Gordon, Ben Webster, Dizzy Gillespie og Miles Davis - for bare at nævne fire - og andre personligheder som Van Morrison optrådt med det danske orkester. Det er også blevet til utallige plader igennem årene, hvoraf flere har vundet internationale priser.
Fra 2002 begyndte orkestret at arbejde i nye sammenhænge, bl.a. i en mere poporienteret retning omkring en række årlige julekoncerter med forskellige populære solister som Søs Fenger, Jimmy Jørgensen, Anders Blichfeldt fra Big Fat Snake og Caroline Henderson. Uden dog at give køb på orkestrets oprindelige profil.
DR Big Band regnes for et af Europas absolut bedste bigbands og er kendt som et jazzorkester, der har formået at skabe sin helt egen tradition. Men samtidig er det også parat til at indgå i nye konstellationer, alliancer og samarbejder; det kan være med hjemlige eller besøgende udenlandske solister, det kan være særlige koncerter for børn, og det kan også være af mere projektorienteret art. Det var det i efteråret 2008, da orkestret - bistået af sangerinden Szhirley - optrådte med titelsange fra mange af de populære James Bond film.
Samarbejdet førte til cd´en The James Bond Classics (2008) som et af de første håndgribelige resultater, efter at jazzbassisten Chris Minh Doky blev kunstnerisk konsulent for DR Big Band samme efterår.