Artister
OneTwo
For små 25 år siden dukkede One Two op og nærmest redefinerede lyden af dansk pop- og rock med deres første album One Two (1986), mens Cæcilie Norby og Nina Forsberg med ét blev de nye stemmer i dansk musik. Lp´en var spækket med hits som Billy Boy, Midt i en drøm, Hvornår? og Smukke Anna, men gruppen fik især også succes som et stærkt og energisk liveband med to seje sangerinder i front, som gav sig et hundrede procent hver gang.
Godt tre år senere fulgte lp´en Hvide Løgne (1989), som om muligt blev en endnu større succes med hits som Den bedste tid, Jeg ka´ gi´ hva´ du vil ha´ og titelsangen. One Two solgte i de år mere end en kvart million albums i Danmark, men alligevel besluttede musikerne at bryde med hinanden nogle år senere i midten af 1990´erne.
En vellykket jubilæumsoptræden på Skanderborg-festivalen i 2004 førte til en mere permanent gendannelse, og One Two har på ny med stor succes turneret land og rige rundt i de senere år.
Nu er det slut med de lange turneer, men One Two kan dog stadig bookes til firmaarrangementer.