Der står en respekt omkring Carsten Valentin Jørgensen, som kun få i dansk musik - hvis nogen  overhovedet - kan matche. Han er og har altid været sin egen herre; har udstukket og fulgt sit eget spor med en beundringsværdig kompromisløshed i både musik og fremfærd. Han har aldrig været omklamrende, og han har aldrig leflet for tidens luner, hvad enten det gjaldt musik, holdninger eller approach til livets små og store spørgsmål.

Skønt udsprunget af Dylan-skolen, som det især kan høres på de to første lp´er, En stynet strejfer (1974) og T-shirts, terylenebukser og gummisko (1975), var personligheden tilstede og varslede noget større, som allerede blev indfriet på tre´eren Storbyens små oaser (1977). Første sang hed Det ganske lille band, og under det kælenavn blev C.V. Jørgensen og musikere snart kendt og elsket af en bredere offentlighed, som især tog sangen Bellevue til sig.

Men pladen gjorde ikke udslaget alene, for C.V. Jørgensen scorede mange point på en lang række koncerter med det ganske lille band. Mere end 200 optrædener blev det til, og det kunne mærkes på de næste lp´er, som det tighte og stærkt sammenspillede band skar de følgende år: Vild i varmen (1978) og Solgt til stanglakrids (1979) sendte C.V. Jørgensen op i danskrockens første division, og både kritikere og pladekøbere var for en gangs skyld enige: Bedre end nogen anden dansk sangskriver kunne han lodde stemningen og spidde den politiske situation, og i en række fremragende sange gjorde han op med den danske mentalitet, hvor smålighed og en overfladisk tilgang til det meste, havde gode vækstbetingelser.

Han fortsatte med samme vid og bid i sine tekster på Tidens tern (1980), som han indspillede med backing af Delta Cross Band. Lp´en indeholdt bl.a. sangen Costa del Sol, som i sit morsomme, men ganske alvorlige angreb på det stigende antal udlandsdanskere, blev en sand landeplade. Det samme blev Sæsonen er slut, som siden er blevet fortolket af både Lars H.U.G. og Søs Fenger. Lp´ens salgstal passerede den magiske grænse på 100.000 eksemplarer, og C.V. Jørgensen var med ét avanceret fra musikkens første division til superligaen. Selv brød han sig dog ikke synderligt meget om den stigende fokus, der var på hans person, og han trak sig derfor et par skridt tilbage og gik i en slags selvvalgt eksil.

Efter et par stille år var han klar igen med lp´en Lediggang A Go Go (1983), som var musikalsk mere rå og direkte end de seneste plader, men udtrykket var dog stadig meget C.V.´sk i sit mørke og let dystre udsyn, hvor et af hans våben var ironi. Han fortsatte i samme spor på lp´en Vennerne og vejen (1985), som mange regner for et hovedværk i hans oeuvre. Han etablerede også et delvist nyt backingband, som bestod af Niels Henriksen (guitar, bas); Lars Hybel (bas, guitar); Aske Jacoby (guitar); Pete Repete (keyboards); Gert Smedegård (trommer) og Jacob Andersen (percussion). Det var hans bruttotrup, som han dels indspillede med, dels turnerede med. Optagelser fra koncerter rundt omkring i landet i februar 1986 blev udsendt senere samme år på den dobbelte live-lp Lige Lovlig Live (1986).

I 1988 udgav han den mere rolige og afklarede lp Indian Summer (1988), som dermed kom til at indvarsle en ny periode for C.V. Jørgensen. Titelsangen blev hurtigt en favorit hos hans publikum, og Sort Sol tog den også på deres repertoire. Der var nu kommet nogle lysere nuancer i sangskriverens sortmalerier, men han havde stadig bid i sin pen, og humoren var også intakt, som han bl.a. afslørede i den fine ballade Det si´r sig selv fra det næste album, det afdæmpede I det muntre hjørne (1990). Sangen blev lidt af et radiohit, og første vers opnåede med det samme klassikerstatus hos C.V.-aficionados: "Der er næppe noget der swinger / som Bjerringbro by night / hele hovedgaden emmer / af landmænd fit for fight". Albummet indbragte ham året efter en Grammy i kategorien Årets Rockplade, og C.V. selv blev desuden tildelt en statuette som Årets Sangskriver.

Derefter hev han på ny stikket ud, og først fire år senere vendte han tilbage og tog et musikalsk tigerspring med albummet Sjælland, hvor han havde genoptaget sit gamle samarbejde med Kasper Winding. Efter at have produceret I det muntre hjørne selv, havde han overladt producerkasketten til Winding, som pebbede udtrykket op med flere fremmedelementer, bl.a. fra jazzens verden. Produceren gav C.V.´s nye samling sange en søvngængerslentrende grundtone med et blåligt skær. Modtagelsen var positiv i medierne, mens publikum lige skulle vænne sig til den nye stil, som de fik rig lejlighed til på den efterfølgende turné, hvor C.V. Jørgensen også havde omarrangeret mange af sine gamle sange til det nye udtryk.

I 1996 var det tid til at gøre status, og C.V. slap dobbeltalbummet Skygger og magi. Syregrønne evergreens 74-94 (1996) med 36 sange fra hele karrieren; fra Sort vinter på debut-lp´en til Skygger af skønhed fra Sjælland, alt var repræsenteret. Der skulle derefter gå yderligere seks stille, endog meget stille, år, inden der var "rigtigt" nyt i form af albummet Fraklip fra det fjerne (2002), hvor han og Kasper Winding fortsatte den musikalske linie, som de havde udstukket på Sjælland otte år tidligere.

Kort før udgivelsen af Fraklip fra det fjerne havde C.V. Jørgensen tidligt i 2002 modtaget IFPI´s Ærespris ved det årlige Danish Music Awards-show, og med den ære og sangene fra den nye cd i bagagen drog han endelig ud for at møde sit publikum på de danske spillesteder. Optagelser fra turneen blev året efter udsendt på den dobbelte live-cd Så live som muligt (2003).

C.V. Jørgensen arbejder for tiden på et nyt album.